Om mig

Hej!

Det er mig der er kvinden bag navnet – og hende du møder – når du træder ind i universet omkring Camilla Elfving.

Jeg blev sundhedsfagligt uddannet med en bachelor i psykomotorik i 2015 og derefter har min vej været præget af mange forskellige indtryk og metoder fra den mere alternative vej, som jeg bruger i kombination med psykomotorikken.

Jeg er uddannet både indenfor akupunktur, kraniosakral- og hypnoterapi. Jeg bruger derfor af og til teknikker og viden fra disse behandlingsmetoder. Men kun sjældent selve metoden. For tættest på mit hjerte og med en altoverskyggende præference ligger kinesiologien, som jeg lever og ånder for.

Kinesiologien rummer nemlig det hele – og trumfer dem alle – og det er derfor ikke nødvendigt at skulle hoppe rundt imellem alle mulige forskellige ting.

Som kinesiolog bruger jeg teknikken ‘muskeltest’ som egentligt er en test af det neurologiske feedback en stressor giver på en vilkårlig krop. Jeg bruger her oftest klientens højre arm som ‘testredskab’. Men det er også muligt at teste spædbørn og dyr – via forælder eller ejer.

Man kan i princippet teste (eller ‘spørge’) om alt. Der er dog en etisk grænse, som jeg ikke går over. Eller spørgsmål du ikke kan forvente at få et realistisk eller brugbart svar på.

Fx kan man med muskeltest ikke spå om hverken lottotal eller fodboldresultater. Eller foretage graviditetstest og lignende.

Jeg er registreret og RAB godkendt kinesiolog fra Kinesiologi Akademiet – hvor jeg samtidig er påbegyndt min videre rejse mod det man kalder DK kinesiolog.
Kinesiologiens højeste udmærkelse i Danmark.

Jeg er ligeledes medlem af Brancheforeningen Danske Kinesiologer.

RAB registreringen betyder desværre ikke, at du kan få tilskud til dine behandlinger, da kinesiologi underligt nok ikke er godkendt til det. Men det betyder, at du for det første er sikker på, at du får en kvalitetsstemplet behandling og for det andet at jeg ikke behøver lægge moms på prisen af behandlingerne. Og det er jo virkeligt en fordel for både dig og mig.

Men som RAB godkendt kinesiolog betyder det også at jeg er en del af sundhedsordningen for virksomheder: Genvej til Sundhed. Denne sundhedsordning er godkendt af SKAT og fuldt fradragsberettiget for virksomheden og skattefri for medarbejderne.

Kinesiologien favner bredt og handler om at (gen)skabe balance i krop og sind.

Ordet kinesiologi betyder “læren om bevægelse” og her menes alle former for bevægelse. Ikke kun den mekaniske bevægelse af kroppen, selvom den naturligvis er en stor del af det.

Men idet alt her i verden består af atomer, som i forskellige molekylære forbindelser holdes sammen af elektricitet – er den elektriske energi en af de vigtigste bevægelser som jeg arbejder med som kinesiolog.

Hertil kommer også blodets bevægelse, cellers bevægelse, transport af energi, affalds- og næringsstoffer i organismen, hormoners bevægelse, signaler i nerveceller og meget, meget mere.

Det er en kompleks men yderst fascinerende verden og det er her de næsten magiske forandringer skabes i klientens liv.

Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig.

Kærligst